Skal man bestille gennem rejsebureau?
Det gjorde vi, og det har vi været glade for! Begge gange har vi
bestilt gennem Benns, men nu har jeg bemærket at Risskov Rejser også laver lignende
tilbud. Typisk har du små tre uger til at flytte autocamperen. Du har derudover
én hotelovernatning i startbyen tæt på lufthavnen (det er lovpligtigt pga. jetlag), inden du henter din autocamper,
og du kan så tilføje et par overnatninger i målbyen.
Kan man bestille uden om
rejsebureau?
Jeg har også kigget på muligheden for at bestille en relocation uden
om rejsebureau, altså direkte hos Apollo eller Cruise America, men deres
tilbud har ikke været relevante for os. Det har drejet sig om kortere ture, fx
fra Las Vegas til forskellige byer i Californien (og også kortere ture i
Australien, hvis det er noget man overvejer), og man har kun få dage til at
lave den pågældende relocation.
Skal man købe hotel hos
rejsebureau?
Vores spæde erfaring har vist os, at Benns vælger hoteller, der ligger
godt for den offentlige transport fra udlejningsstedet, hvor du skal aflevere
din autocamper. Vi valgte dog selv at tage os af hotellet i målbyen Seattle, da
vi ønskede et hotel med lidt bedre anmeldelser - også selv om det var længere
fra den givne bus. Benns havde intet imod, at vi selv fandt hotel.
Hvad med transfer fra det
første hotel og til udlejningsstedet?
Benns sørgede det første år for bustransport/shuttle fra Minneapolis
Lufthavn og til Forest City i det nordlige Iowa, hvor vi skulle hente
autocamperen. Heldigvis, for det lå virkelig ude midt i ingenting.
Det andet år skulle vi afhente autocamperen i Hastings lidt sydøst for
Minneapolis, hvor vi selv skulle finde hen. Der var ingen offentlig transport
direkte til stedet, så der foreslog Benns at vi tog en taxa. Jeg installerede
Uber-appen på min telefon, og jeg mener, at vi slap med 60 $(fordi jeg var
heldig at finde en rabatkode på 20 $ på nettet - tilbud til nye Uber-brugere). Vi
valgte så også en Uber XL, fordi vi var i tvivl, om vi kunne være i en
standard-Uber med vores to store kufferter og to temmelig store rygsække.
Rygtet vil vide, at samme rejse kan løbe op i godt og vel 100 $ for en
almindelig taxa. Det var hotellets receptionist, der foreslog Uber. Hvis du
(heller) aldrig har brugt Uber i Minneapolis, skal jeg hilse og sige, at vi
ikke havde det mindste problem med at finde en bil. Vi kunne se på appen, at der
var rigeligt i lufthavnsområdet. Vores bil kom med det samme, også selv om vi
(troede at) vi havde bestilt bilen til en halv time senere. Chaufføren tager et
gebyr for at vente, så jeg vil nok vente med at bestille bilen, til jeg har
tjekket ud! Vores chauffør tog et gebyr på 2 $ for at vente.
Hvad sørger rejsebureauet/udlejeren
ellers for?
Med i prisen var der begge år en pakke med køkkengrej og en pakke med
lagener, håndklæder, viskestykker og lignende. Det første år fik vi kun et
tæppe (og vi frøs altså lidt den første nat, indtil vi fik købt et tykt tæppe i
Walmart), mens vi det andet år fik udleveret rigtige, dejlige dyner! Det skal
dog nævnes, at Apollo refunderede det tæppe, som vi købte i Walmart, da vi
nåede frem til San Francisco. De havde på forhånd nævnt, at de gerne ville
refundere indkøb til autocamperen, såsom havemøbler o.l. Cruise Ameria tilbød
ikke at refundere køb, men vi købte alligevel et par campingstole i Walmart til
godt 5 $ stykket.
Kommentarer
Send en kommentar